Jeg er måske og for det meste vældig ubevidst om hvordan tingene former sig i mit hoved, altså fra at en idé først kommer til mig. I første omgang. Men på een eller anden måde, er det sådan at når først jeg har fået en tanke, som , ja så vil jeg gerne gøre det og det og sådan – hvad det nu ellers er, og i hvilken form.   Så er der oftest ingen vej tilbage, og på et eller andet tidspunkt skal det have lov til at manifestere sig kropsligt, i kunsten, enten i performance, i en installation osv.

Da jeg opdagede at jeg ville lave en hyldest , altså en hommage til Pia Ark’es værk ”Jord til Scoresbysund,” havde den nok siddet i kroppen allerede et stykke tid. Jeg turde ikke sige det til nogen, faktisk tænkte jeg allerede tanken under min udstilling (Katuaq, febr. 2015) da jeg skulle lave en performance (med mel, gryn, ris, salt osv.) men det kunne jeg ikke overskue på det tidspunkt, altså at formulere det som sådan.   På det tidspunkt var jeg begyndt at sige til mig selv, har jeg overhovedet mere at sige? Jeg vidste dog også at når jeg stadig kredsede om temaer som postkoloniale positioneringer, måtte jeg til det. Kropsligt. Oftest er det meget ”mod min vilje” når jeg har det sådan, tvivl og usikkerhed blandet med ”hvad bilder du dig ind….” – Der er een eller anden mærkelig correlation til det at have en vis form for uvilje, og så rent faktisk til det at tage en beslutning om at gøre det. Alligevel. Få det gjort. Få det nu af kroppen, så at sige få det sendt afsted. For alt andet – og dermed at undsige sig handlingen, ville bare være forkert.

Jeg vidste ærlig talt ikke om det skulle være sensorisk, men jeg vidste dog, at tankerne omkring det var uafvendelige. Altså det måtte gøres. Det er jo på en måde noget mærkeligt noget at sige, at kroppen kan blive til et arkiv. Men jeg siger, at jo, det bliver til et arkiv, så længe vi er her, og kan videregive en form for information, hukommelsen i kroppen er en realitet.

Det der er fantastisk med kroppen, er når den bliver aktiveret, er det som om alle de genetiske hukommelser bliver vækket til live. Selv ideer, og tanker man har gjort sig vedrørende andres værker, kan presse sig på for at blive manisfesteret i et andet udtryk gennem kroppens ”handlinger” – f.eks gennem dans eller tekst, dramaturgi, sågar maleri etc. (…jajaja, det lyder sikkert helt sindssygt!! Men jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det..at det kan presse sig på.) Det jeg mener med at det lagrer sig, er jo også at acceptere en form for sandhed, fra et autentisk syn fra det oplevede i et værk, som jeg så det. En genkendelse og der fra var det jo en juxtaposition – så det var en form for hommage, som en gestus som jeg måtte gøre. For hendes værk, for Jord til Scoresbysund//Scoresbysundhistorier, 2003). Også i overført betydning. Det var en så smuk installation (jvn udstillingen Tupilakusaurus 2010) hvor der kan indlæses mange tolkninger, alt efter hvilken position, eller sted man var i. Tænk på kaffe-industrien, og hvor det oprindeligt kommer fra. Alle disse tanker har jeg selvfølgelig gjort mig, også når jeg selv har arbejdet med mel, ris og alkolhol fra tidligere live-performances. Men også på min næst-sidste performance i februar 2015 i Katuaq, da jeg lavede performancen ”colonial grains” ( som så mange gange her i mangel af bedre titel) Derudover er det egentlig svært at beskrive, men jeg forsøger.

Kaffe-performance, hommage til Jord til Scoresbysund, Anchorage Museum, aug. 2015, photo by Michael Conti.

Jeg går ud af kaffe-graven, og bevæger mig ud til publikum (hvor størsteparten af dem står eller sidder ved modsatte væg. Derefter går jeg rundt og pakker dem ind i tyl. Giver dem træ-sticks, og kaffe-jord, en for en.

ORSOQ

Performance ORSOQ III, Teater Nordkraft, nov. 2015, photo Iben Mondrup.

Performancen handler om at jeg vender tilbage til selve den oprindelige idé at pakke mig ind i selve materien, sælspækket. Det er i sigselv en ”afskyelig” handling, at pakke ting ind i plastic. Eller at pakke sigselv ind i sælspæk. Jeg har en flere meter lang malerplastic på gulvet, en bøtte hvis maling, ulo (grønlandsk kvindekniv) – et par poser perler.

Orsoq /sælspæk metoden:

Det er orsoq/spæk som metode, jeg er interesseret i. Hvorfor vækker det så meget afsky, når det dekomponerer? Fordi det lugter (eller begynder at lugte, når man lader det stå.) Er det selve tiden der er ubærlig? At vi ikke kan fange den og standse den, standse fordærvelsen, dekomponeringen i vort eget fysiske forfald? Spæk er også utrolig smukt, når det skæres af fra en nyfanget sæl. Så rødt, og alligevel så blegt, så blødt skinnende, forførende at røre ved, og nærmest dufter af hav. Netop som nyfanget fisk og skaldyr lugter af hav. Surprise! For nogle mennesker er det kras. Så ”lugter” det. Men det er stadig nyfanget og frisk. Tiden skifter hele tiden. Ligesom farverne og sanserne. Hvornår lugter hvad, og hvornår er det lige at det dufter (godt) – altså når det er på bordet (eller for det meste på gulvet) – når vi skal indtage det, siddende, på hug, med kniven. Der er så mange æstetiske forbehold.

Orsoq smager olieret, men ikke engang stærkt (og, olivenolie alt efter sorten smager ofte stærkere!) – Alle sushi-elskere roser sig selv for at elske havvand, havlugt, havsalt, fisk… uhhmm. De er så sunde, og så æstetiske. – Et par dage efter skifter karakteren af orsoq’en/spækket, det begynder at falde sammen i vævet (ligesom et menneskes hud) – det begynder at ændre lugt (nu hedder det lugt og ikke duft, som danskerne pt. er så glade for at sige, de kan ikke engang sige lugt for det meste, og siger ”dufte” hele tiden til alt.) Nu begynder det sgu også at blive lidt rødere end man kan lide, som om det bløder! …..- og hele vejen går det, fra det bliver rødt, mørkt, brunt, grønt, lilla, blåt og til sidst sort. Samtidig transformerer det sig, det løber lige så stille ned som olie. ( ” det er en grusom død”)  Det er dét med tiden. Ligesom med olien, den sorte død. I Arktis. For informations skyld, så blev spæk hentet i flere tons under den allerførste koloni-markerings tid. Spækket blev blandt andet brugt til oplyse gaderne i Europas storbyer. Spæk blev hentet i  i Grønland, Færøerne ja i hele arktis. Man hentede hvalbarder til damernes kjoler og korsetter. – I dag henter man olie fra undergrunden, og hvis det bliver en realitet, også ud for Grønlands farvande. Så ja, olie lugter. Spæk lugter. Vi lugter.

Photos fra en spækperformance, taget af Iben Mondrup: Orsoq III, subarctic sushi, performancefestival 2015, Teater Nordkraft Aalborg, 2015.